Dokumentation

Dokumentation er et ord, med mange betydninger og med indførelse af pædagogiske læreplaner i 2004, kom der krav om at institutioner skal dokumentere det pædagogiske arbejde. Dette skal ske på en måde således at der synliggøres og skabes en sammenhæng mellem målene for børnenes læring og de voksnes dokumentation og refleksionsmetoder.

 

Når der dokumenteres, er det vigtigt at der skabes en kultur, der gør det muligt at gøre praksisen ”gennemsigtig”, ud fra en fælles forståelsesramme. Det handler meget om måden der kommunikeres om dokumentation på. Måden skal bygge på dialog i refleksionsprocessen. Dialogen om dokumentation skal foregå mellem to personaler, der taler sammen om noget tredje, for eksempel institutionens læringsmål.

 

Når man ser på dokumentation i en pædagogisk kontekst, så er den et af de grundlæggende værktøjer for, personalet kan lære af deres erfaringer. Den pædagogiske dokumentation skal tilrettelægges så den er et fælles arbejdsredskab, der bygger på fælles refleksioner.

 

Dokumentationen skal være grundlaget for refleksionerne omkring den pædagogiske praksis, sådan at der kan tages det næste skridt. Dokumentationen skal derefter kæde teori og praksis sammen således at den afspejle de værdier og det syn man har arbejdet sig frem til i institutionen, på børn og voksnes læring.

 

Der er mange måder at arbejde med dokumentation på for at synliggøre det pædagogiske arbejde. Det er hensigten med dokumentationen, som styre formen. Det er afgørende hvilket perspektiv som anlægges i dokumentationen. Perspektivet kan enten synliggøre eller tilslører ny viden. Hvis dokumentation reflekteres i forhold til et voksenperspektiv, kan det synliggøre børnenes læreprocesser og give mulighed for at øge bevidstheden om de konsekvenser handlinger dermed kan have. Dermed kan personalet få mulighed for at forandre og udvikle deres arbejde og evaluerer på baggrund af et forløb. Dokumentationen kan dermed være grundlaget for kompetenceudvikling.

 

Et andet perspektiv kan være barneperspektivet. Dokumentation med dette perspektiv, kan vise hvordan børn er sammen med andre børn og voksne og sætte fokus på børnegruppens forskellighed og fællesskab.

 

 

Evaluering/Refleksion
Refleksionsbegrebet har mange betydninger og er et komplekst begreb der ofte bruges som et pædagogfagligt begreb. Begrebet får de fleste til at tænke på evaluering, hvor man eftertænker et handlingsforløb. Kierkegaard skriver om refleksionsbegrebet: ”…at refleksionen skal drive mennesket ud af umiddelbarheden og indfører en splittelse, som skal overvindes i sin videre udvikling”.

 

Refleksionsbegrebet skal i pædagogfaglig sammenhæng forstås som: en spejling. Hvor forståelsen er en spejling af egne oplevelser eller en forståelse af noget om sig selv.

En anden forståelse af refleksionsbegrebet er de overvejelser man gør sig før, under og efter selve processen. Dette kan være i fællesskab eller via selvrefleksion.

 

Refleksion skal forstås som en bevidst tankeproces. En bevidst tankeproces hvor man er bevidst om, at alle gør sig overvejelser over, hvorfor der handles på bestemte måder. Refleksionen er dermed en bearbejdning og en overvejelse af handlinger med henblik på kommende handlinger.

 

Dokumentation og refleksion skal være omdrejningspunkt for et hvert udviklingsarbejde. Refleksioner og dermed forståelser og det indhold, der ligges i ting, opstår i samspil med andre mennesker. Pædagogisk dokumentation er både en metode og en kommunikationsform. For at dokumentation og refleksion med læringsmål skal give mening og udvikling, skal personalet løbende tage stilling til perspektiverne. Ved hjælp af pædagogisk dokumentation og refleksion skabes der mulighed for at se på barnet på ny og samtidig synlighed overfor personalets egen praksis. Sagt på en anden måde: Uden diskussion og refleksion om dokumentationen sker der ingen udviklinger eller forandringer, hverken af praksis eller børnenes læring.