Sovning

I børnehuset 8-Tallet sover børn efter deres behov og ikke personalets eller forældrenes.

Mange søvneksperter vil frede middagsluren i dagpasningen og have de små børns søvn på dagsordenen i dagtilbud. En ny pjece til forældrene skal hjælpe et sundere søvnmønster på vej.

At vække små børn, der sover til middag, er en uskik, der ikke finder sted i Børnehuset 8-Tallet. Dette bakkes op af de to søvneksperter og foredragsholdere, forskningssygeplejerske, stud.med. Marian Petersen og specialist i søvnmedicin, overlæge, dr. med. Søren Berg fra nordens førende søvnklinik ScanSleep, der netop har forfattet pjecen ”Fakta om spæd- og småbørns søvn”.

De to mener at søvn udgør i dag et både overset og forsømt område i sundhedsdebatten. Mange voksne bliver overraskede, når de hører, at danske børn - også fra de ressourcestærke familier - helt generelt sover for lidt og for uroligt, og at søvnmangel svækker såvel immunforsvar, vækst og sårheling som børnenes indlæring, psyke og vægtregulering.

"At sove godt er en livskunst, vi skal lære som små. Børn, der sover for lidt eller for overfladisk, udvikler sig ikke, som de skal, for søvnen retter op på dagens ubalancer og er helt afgørende for blandt andet hukommelsen, vores generelle trivsel og hormonproduktion. Problemet er bare, at det er ny viden for mange," siger Marian Petersen.

Derfor har vi i Børnehuset 8-Tallet ikke tidsangivelser på sovelister ol.. Forældrene får kun at vide, at deres barn har sovet til middag. Ikke hvor længe. Eksperterne siger at: Søvnbehov varierer, så ideelt set skal de små have lov til at sove middagslur, til de vågner af sig selv.

Marian Petersen siger bl.a.: "Ingen tvivl om, at forældre, der forlanger at få deres børn vækket efter en time eller halvanden, reagerer i god tro. De regner med, at det gør indsovningen om aftenen lettere for barnet, men de opnår det stik modsatte. En afbrudt middagslur kan ødelægge hele eftermiddagen og gøre et barn så overtræt og uroligt, at det næsten bliver umuligt at falde i søvn".

Det pædagogiske personale kan godt løbe ind i en mur af skepsis, når emnet er børns søvn i Børnehuset 8-Tallet. Men med den viden som eksperterne ved i dag holder vi på i Børnehuset 8-Tallet at vi ikke vil vække børnene og lægge grunden til et usundt søvnmønster. Børn kan ikke sove på forskud og netop derfor har de brug for ro og god tid til at nå igennem de forskellige søvnfaser. 

Marian Petersen siger at: "Udsovede børn har større overskud, skaber færre konflikter og er mere selvhjulpne. Så vores fokus er altså børnenes behov”. 

Fif og fakta fra søvneksperten
  • En toårig har sovet det meste af sit liv. Nærmere bestemt: Lige omkring 13 måneder.
  • Danske børn sover generelt for lidt. Voksne for øvrigt ligeså. Det går ud over livskvaliteten.
  • Børn producerer store mængder af væksthormoner, mens de befinder sig i de dybeste søvnstadier. Dårlig søvn forhindrer dem ikke bare i at vokse, men også i at hele sår og genopbygge kroppens celler.
  • Langtidshukommelsen virker først for alvor under søvn. På scanninger kan man se, hvordan hjernen rydder op i dagens indtryk og sørger for, at det vigtigste hænger ved. Børn, der sover for lidt, lærer og forstår med andre ord mindre, end børn der får tilstrækkelig søvn. Det samme gælder voksne.
  • Børn, der får lov til at sove middagslur, til de vågner - friske og veludhvilede - sover også bedre om natten.
  • At sove godt er en kunst, man skal lære i barndommen. Et roligt godnatritual med nærhed og tryghed er en gave for livet.
  • Alle børn - og voksne - vågner fire-fem gange hver nat. Det er helt normalt. Lær barnet at finde roen i sig selv. Lad være med at tale til børn om natten.
  • Mange forældre vil gerne sove sammen med deres børn, men den bedste søvn fås i enrum. For en familie, der i forvejen får for lidt søvn, er det derfor en rigtig skidt idé at sove sammen.
  • En god nattesøvn består af flere søvnstadier, der skal følge hinanden i en bestemt rækkefølge og være tilstrækkeligt lange for at 'virke'. Det er usundt at blive vækket i nattens løb. Også selv om det kun er for en kort bemærkning.
  • 1-3 årige skal have mindst 12-13 timers søvn pr. nat og sove til middag én eller to gange. 3-5 årige har brug for 11-12 timer og måske en middagslur.

Kilde: Pjecen 'Fakta om spæd-og småbørns søvn' af forskningssygeplejerske, stud.med. Marian Petersen.