Underretningspligt

Underretningspligt for alle 
Efter Lov om Social Service § 154 har alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt, vold, mishandling, seksuelle overgreb mv. eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.
 

 


Fagpersoners underretningspligt
Efter Lov om Social Service § 153 har fagpersoner en særlig udvidet underretningspligt. Underretningspligten omfatter blandt andre offentligt ansatte og andre med offentlige hverv, læger, personer, der er beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.
 
Kommunens pligt
Når kommunen modtager en underretning, skal kommunen foretage en indledende vurdering af sagen. Hvis kommunen skønner, at der er forhold, der giver anledning til at tro, at barnet kan have behov for støtte, skal der iværksættes en grundig undersøgelse af barnets forhold efter servicelovens § 50, og på den baggrund vurderes, om barnet har behov for støtte.
 
Den, der underretter, er ikke part i sagen
Den, der er underretter, bliver ikke part i barnets eller den unges sag, og underretteren vil derfor ikke kunne få oplysninger om, hvilken hjælp eller støtte kommunen giver barnet eller den unge. Kommunen skal dog senest 6 hverdage efter modtagelsen af underretning sende en kvittering for modtagelsen.

De sociale nævn og Ankestyrelsen har mulighed for af egen drift at gå ind i sager om særlig støtte til børn og unge efter reglerne i servicelovens § 65. Det betyder, at hvis en person mener, at et barn eller en ung ikke får den hjælp, som det har behov for, kan alle gå til Ankestyrelsen, der har mulighed for at gå ind i sagen, hvis den skønner, at der er behov for det. De sociale nævn og Ankestyrelsen kan pålægge kommunen at handle i en konkret sag.

Kilde: Social- og Integrationsministeriet