Retningslinjer for brug af KbhForældre

Fra 2015 er Digital Daginstitution et prioriteret indsatsområde i Københavns Kommune.

KbhForældre er vores digitale platform til kommunikation og dokumentation mellem institution og forældre. Det er med til at sikre det gode forældresamarbejde og en tæt dialog til gavn for barnet.

Det er i KbhForældre, at du:

  • følger dit barns hverdag via dagbøger, foto-/videooptagelser og madplaner
  • tilmelder dig arrangementer, forældresamtaler m.m.
  • kommunikerer elektronisk med institutionen.

En obligatorisk løsning for alle forældre

Når dit barn bliver indskrevet i institutionen, accepterer du samtidig at anvende KbhForældre som en obligatorisk selvbetjeningsløsning.

Det indebærer bl.a., at du som forældremyndighedsindehaver har ansvar for:

  • at være oprettet med NemID
  • at registrere og vedligeholde dit barns stamkort og dine kontaktoplysninger digitalt
  • regelmæssigt at tjekke e-post, nyheder og opslag fra institutionen (du kan vælge at modtage en advisering, når vi publicerer nyt indhold)
  • at besvare digitale indbydelser til forældresamtaler og arrangementer
  • at registrere dit barns ferie og fravær
  • at oplyse afhentning samt tjekke dit barn ind og ud af institutionen (gælder for 0-6 år).

VIGTIGT: Inden første institutionsdag skal du som forældremyndighedsindehaver registrere dig på KbhForældre og færdiggøre dit barns stamkort.

Når du logger på KbhForældre første gang, bliver du også bedt om at acceptere Brugerbetingelser for KbhForældre, som bl.a. beskriver Københavns Kommunes håndtering af persondata.


Deling af kontaktoplysninger og foto-/videomateriale

I KbhForældre deler vi en række oplysninger og filer – det være sig mellem institution og forældre samt indbyrdes mellem forældrene – og der gælder følgende retningslinjer:

  • Kontaktoplysninger og anden information af personlig eller privat karakter skal behandles fortroligt og må ikke videregives til tredjepart, medmindre der er afgivet udtrykkeligt samtykke. Kravet om udtrykkelighed betyder, at et stiltiende eller indirekte samtykke ikke er tilstrækkeligt
  • Foto-/videomateriale bliver distribueret af institutionen til forældrene ud fra de fuldmagter, som forældrene har afgivet på børnenes stamkort
  • Det er institutionens ansvar, at Vision og retningslinjer for pædagogisk dokumentation bliver efterlevet
  • Hvis du som forælder har fravalgt at dele foto-/videomateriale med dit barn på stue- eller institutionsniveau, vil barnet som udgangspunkt blive ekskluderet fra optagelser af institutionens pædagogiske aktiviteter. Du kan til enhver tid ændre de fuldmagter, du har afgivet på barnets stamkort
  • Download, distribution og offentliggørelse af foto-/videomateriale, som forældrene modtager i barnets galleri, sker på forældrenes eget ansvar. Som forælder er du underlagt databeskyttelsesforordningen og Datatilsynet; det indebærer bl.a., at du skal huske at indhente udtrykkeligt samtykke, hvis du offentliggør billeder på internettet med genkendelige personer udover dig selv og dit barn. Se også Datatilsynet: Billeder på internettet og Sociale netværk
  • Ophavsretten til de billeder og videoer, du modtager i dit barns galleri, tilhører institutionen. Materialet må ikke misbruges til skade for institutionen, børn og pårørende
  • Misbrug af foto-/videooptagelser, personlige oplysninger m.v. vil om nødvendigt blive anmeldt til Datatilsynet.

Hjælp til KbhForældre

Du kan finde en samlet beskrivelse af den digitale løsning og få hjælp til at komme i gang på KbhForældre.dk.

Hvis du har spørgsmål til fx fotofuldmagter, er du velkommen til at spørge institutionens personale.