Pædagogisk tilsyn

Det er Københavns Kommunes ansvar at sikre, at alle institutioner bliver drevet på en økonomisk og faglig forsvarlig måde. Det betyder blandt andet, at det daglige pædagogiske arbejde skal leve op til de lovgivningsmæssige krav, der følger Dagtilbudsloven og anden lovgivning samt kommunens og institutionens egne mål og rammer.

Til alle institutioner i Københavns Kommune er der knyttet en pædagogisk konsulent. Konsulenten rådgiver og vejleder institutionerne om blandt andet pædagogik, faglig udvikling og forældresamarbejde.


Tilsynsbesøg en gang om året

Der gennemføres et årligt tilsynsbesøg i alle institutioner. Her bliver institutionens drift og det pædagogiske arbejde gennemgået.

I Københavns Kommune er der udviklet et tilsynskoncept, som tager udgangspunkt i kommunens seks pejlemærker for pædagogisk kvalitet. Udover en faglig dialog mellem leder og pædagogisk konsulent består tilsynet også af en registreringsdel omkring lovens minimumskrav. Læs mere i Vejledning for pædagogisk tilsyn nedenfor.

Når tilsynet afsluttes, bliver der udarbejdet en tilsynsrapport, hvor status i institutionen beskrives. Forældrerådet ser rapporten og kan bruge den som afsæt for diskussioner omkring institutionens pædagogiske arbejde.


Tilsynsdialogmøde i klyngen

Klyngen afholder et årligt tilsynsdialogmøde, når der har været tilsynsbesøg i hver af enhederne, og den pædagogiske konsulent har færdiggjort de enkelte rapporter. På mødet deltager klyngelederen, de pædagogiske ledere, en eller flere repræsentanter fra forældrebestyrelsen, medarbejderrepræsentanter samt den pædagogiske konsulent.

Efter mødet bliver der udarbejdet en samlet rapport, som forelægges klyngens forældrebestyrelse.


Har du brug for at tale med den pædagogiske konsulent i dit område?

Som forælder kan du altid henvende dig til den pædagogiske konsulent i dit område, hvis du har spørgsmål eller bekymringer i forhold til den pædagogiske kvalitet i dit barns institution. Se kontaktoplysninger under Kontakt.