Villa Valby

Om Villa Valby

Besøg Villa Valbys hjemmside

Hvem er vi?
Institutionen blev bygget i 1981. Vi er én af tre selvstændige institutioner midt på Sjælør Boulevard. 
Huset er indrettet til fire børnegrupper, stuerne er ganske vist lidt små, men til gengæld har vi et dejligt stort alrum samt en udfordrende legeplads med masser af muligheder. 

Stuerne
Vi har plads til 12 vuggestuebørn hos Spirerne, og 40 børnehavebørn fordelt på Radise og Rødderstuen og så er der plads til 8 børn på Tomatstuen, børn der alle har en varig funktionsnedsættelse.

Selv om vi er stueopdelt er vi meget sammen på kryds og på tværs - i dagligdagen såvel som i de temauger og særlige begivenheder som vi traditionelt afholder hvert år. 

Lokalmiljø
Vi bruger lokalmiljøet så meget som muligt når vi tager på ture. På Vestre Kirkegård som ligger lige overfor institutionen, er der søer med fugle, padder og andet dyreliv. Her er masser af muligheder for at undersøge og samle ting fx kastanjer om efteråret og pilekviste til vores fastelavnsris om foråret. Vi bruger kirkegården til fx at afholde vores årlige idrætsorienteringsløb, der er masser af gode historier når børnene spørger til hvad der står på gravstenen og sørme’ om ikke også det er her vi hvert år er så heldige at finde julemanden.

Dagligdagen 
Vi planlægger årets gang i institutionen ud fra at det skal være så afvekslende og farverigt som muligt. Hverdagen på stuerne med alle dens aktiviteter og gøremål veksler med arrangementer og festligheder på tværs af huset, hvor børn og voksne mødes i andre gruppesammenhænge. Der skal være et samspil mellem børnenes og de voksnes ideer, og en vekslen mellem ”det frie liv” og aktiviteter tilrettelagt af de voksne. 

Målsætning
Vi synes, at en af vores opgaver er at vise børnene en del af virkeligheden, at præsentere dem for muligheder, så de har et grundlag at vælge til og fra på, samt at give dem nogle færdigheder. Vi arbejder ud fra en inkluderende tankegang hvor det er muligt at tage hensyn til det enkelte barns behov indenfor gruppen.
Vi lægger vægt på meningsfyldte aktiviteter, der skal være sjove, hyggelige og udfordrende. Vi dropper gerne det planlagte, hvis børnene leger godt, har andre planer eller hvis vejret fx indbyder til en kælketur. 
Hverdagen, "organiseringen" og indholdet i det der sker på de enkelte stuer, retter sig selvfølgelig ind efter gruppens sammensætning (fx alder) på det givne tidspunkt.

 

Adresse

Villa Valby

Sjælør Boulevard 151

2500  Valby

Tlf.: 3366 2810

 

Find os

Du kan finde os med Rejseplanen, hvis du er med bus eller tog

Se "Rutevejledning" på kortet, hvis du er i bil eller på cykel.

 


Vis stort kort