Alle børn og unge skal opleve en helhed i deres liv. Ved overgangen fra et tilbud til et andet, skal barnet/den unge og deres forældre opleve, at der samarbejdes om at skabe en tryg og god overgang.
I kan læse vores evaluering af dette pejlemærker her.
Fra hjem til vuggestue
En af de første overgange, som det lille barn møder, er ved start i vuggestue. Det er en helt ny og til tider lidt overvældende, men spændende verden. Vi arbejder med at gøre både børn og forældre trygge fra start af. Vi modtager familien den første dag med fokus på at få en dialog i gang om barnet og indhente en god basisviden om barnet. Bl.a. dets sove- og spisevaner. Dette er for at sikre en helhed og lidt genkendelighed mellem hjem og institution. Jo mere viden vi har om barnet, jo større og bedre mulighed har vi for, at kunne trøste og opfylde barnets individuelle behov.
Indkøring anbefaler vi er på min. en uge. I samarbejde med forældrene planlægger vi så hvordan de følgende dage skal forløbe, fx mht. hvornår barnet skal prøve at være "alene". Hvornår mor eller far siger farvel og hvornår barnet er parat til at sove i vuggestuen første gang.
I starten af vuggestuelivet sørger vi for at give barnet mest mulig tryghed ved at skabe rolige og genkendelige omgivelser. Vi holder os, så vidt det er muligt, på stuen så barnet først og fremmest får et tilhørsforhold til egen stue, personale og børn. Langsomt indtager barnet så det øvrige hus og legepladsen.
Efter ca. 3 måneder tilbyder vi en samtale med forældrene, hvor de kan høre mere detaljeret om barnets indkøring og hverdag i vuggestuen.
Den næste overgang vil være start i børnehave.
Vi forbereder børnene på mange måder: Vi taler om det at gå i børnehave. Vi læser bøger og vi kommer på besøg i nogle af klyngens børnehaver. Ofte har de allerede oplevet større børn fra vuggestuen begynde i børnehave.
Vi arbejder bevidst med selvhjulpenhed i hele vuggestueforløbet, og jo flere færdigheder børnene får tilegnet sig inden børnehavestart, des nemmere bliver overgangen til børnehaven og de møder op med et bedre selvværd.
Vi planlægger i fremtiden, at alle forældre får tilbudt en afsluttende samtale inden barnet skal i børnehave hvor vi her i fællesskab udfylder skemaet omTidlig Indsats. Dette skema overleveres til børnehaven, hvis forældrene samtykker.
Fra vuggestue til børnehave
Alle børn skal opleve en helhed i deres liv. Ved overgang fra vuggestue til børnehave, skal barnet og forældrene opleve, at der samarbejdes om at skabe, en tryg og god overgang.
I børnehaven arbejder vi ud fra en anerkendende tilgang, med respekt for det enkelte barn og forældrene. Det vil derfor altid være individuelt, og i et tæt samarbejde med forældrene, om hvilke tiltag og behov det enkelte barn har i indkøringsperioden og justere den gængse procedure efter dette. Forældrene vil udover dialog og forældresamtale, få udleveret relevante foldere om hvordan hverdagen foregår i børnehaven. På hjemmesiden er der desuden billedserier som viser hverdagen i børnehaven.
Der er mulighed for at det kommende børnehavebarn kan besøge børnehaven sammen med sin vuggestue, inden barnets start for at få kendskab til institutionen.
Ved overgang fra børnehave til skoletilbud, formidler vi materialet videre fra de omkringliggende skoler til forældrene. Derudover udarbejder vi en helhedsvurdering ved barnets 5. år. Dette betyder i praksis, at vi udarbejder en vurdering af barnet i efteråret før forventet skolestart. Forældrene inddrages i denne vurdering af barnet ved en forældresamtale.
Når barnet påbegynder skolestart, videregiver vi oplysninger om barnet til skolen/fritidshjem. Såfremt barnet har haft støttepædagog, har været forpligtiget til særlig sprogstøtte ifølge loven eller andet som vi finder væsentligt af hensyn til barnets forsatte trivsel i det nye miljø. Ingen informationer gives videre uden forældrenes samtykke.
Vi har en skolegruppe, hvor børnene er sammen en gang om ugen. I denne gruppe har man forskellige tiltag til at fremme skoleparatheden hos det enkelte barn, hvor fokus er på lyst og læring og medbestemmelse.
En gang om året besøger vi de nærliggende skoler, hvor børnene typisk kunne komme til at gå i skole, og ser fx et teaterstykke der, så barnet får et kendskab til skolemiljøet.
Fra vuggestue eller børnehave til basisgruppe
Alle børn og unge skal opleve en helhed i deres liv. Ved overgangen fra et tilbud til et andet, skal barnet og deres forældre opleve, at der samarbejdes om at skabe en tryg overgang.
Opstart i basisgruppen
Når forældre har accepteret tilbud om en basisplads i Labyrinten, aftales et forbesøg hvor der er rundvisning og en samtale mellem primærpædagog og forældre.
Når barnet starter i basisgruppen tilknyttes en primær pædagog, som vil være sammen med barnet i opstartsperioden. Nogle børn justerer forholdsvist hurtigt i nye omgivelser mens andre har behov for en længere opstart. Vi mener det er vitalt med en tryg og god opstart i børnehaven. En typisk start er af en uges varighed, hvor de første dage er en time sammen med forældrene. Vi afstemmer indkøring individuelt med forældrene efter det enkelte barns behov. Oftest modtager børnehaven en grundig beskrivelse fra udredningsforløbet og tidligere institution med forældrenes samtykke.
Efter 3 mdr. tilbydes forældrene en samtale, hvor vi evaluerer opstart og barnets videre forløb i basisgruppen.
Overgang til skole
Et år inden barnet skal i skole foretages en skoleplaceringsprocedure, hvor barnets ressourcer og udfordringer perspektiveres, ud fra flere fagområder i samarbejde med forældrene. Det giver de bedste forudsætninger for en optimal skoleplacering.
Basisgruppens tilknyttede psykolog observerer og laver en kognitiv test af barnet. Den tilknyttede talepædagog observerer og foretager en sproglig test af barnet. Det pædagogiske personale beskriver barnet i en rapport der gennemlæses af forældrene og i det tværfaglige team. Forældrene gennemlæser rapporten og tilkendegiver deres mening. Efterfølgende holdes et møde hvor det afstemmes hvilke rammer der virker optimale for barnet. Efterfølgende sammenfatter psykolog alle observationer til et visitationsudvalg som har ansvar for skoleplacering. Forældrene inddrages og holdes orienteret gennem hele processen.
Overlevering
Når forældrene har accepteret skoletilbuddet fortages en overlevering fra primærpædagogen i basisgruppen til skolen, for at give barnet de bedste forudsætninger for en god skolestart.