Sukker 

Vi vil gerne begrænse børnenes sukkerindtag, så det er forældrene, der har overblikket og ansvaret for, hvor meget sukker deres barn får. Derfor:  

  

  • Sukker bruges velovervejet i køkkenet. Det er typisk som krydderi i forbindelse med tilsmagning eller i syltning.  

  • Der serveres ikke sukker til morgenmaden, og der bruges ikke sukkerholdigt pålæg som chokolade og syltetøj.  

  • Ind imellem kan der bages, laves marmelade eller lignende med børnene. Så længe det har et pædagogisk formål, og børnene deltager aktivt.  

  • Der serveres ikke slik, is, saftevand og sodavand. Heller ikke til fødselsdage. Undtagelsen er dog, når sommeren er meget varm, så kan der serveres saftevand eller en is efter de officielle anbefalinger for opretholdelse af væskebalance.   

     

    Der er undtagelser ved diverse festlige lejligheder, men der tænkes stadig over mængden af sukker, og der suppleres med frugt og grønt. Undtagelserne er eksempelvis:  

     

  • Julefest, fastelavn, sommerfest, bedsteforældredag, halloween, hvor der så f.eks. kan serveres syltetøj, risengrød med kanelsukker, pebernødder, boller med farvet glasur, rosiner og lignende – alt efter højtiden. Disse undtagelser er altid foretaget i samråd med forældrerådet. 

     

    Fødselsdage  

    Det er altid dejligt, når forældrene ønsker at tage noget med og bidrage til festen, når barnet fejrer fødselsdag i institutionen. I løbet af året er der mange fødselsdage, og vi ønsker derfor, at fødselsdagene markeres på anden vis end ved søde sager. Der uddeles derfor ingen slik eller sukkerholdig kage ved fødselsdage, som fejres i institutionen. Alternativer til søde sager kan eksempelvis være:  

     

  • Frisk frugt eller grøntsager anrettet på en festlig måde  

  • Kardemommeboller bagt sammen som eks. en mand eller kone   

  • Tørret frugt (figenstænger, rosiner osv.)  

  • Popcorn (kun tilladt i børnehaven) 

  • Pindemadder  

  • Bananpandekager uden tilsat sukker 

  • Muffins uden tilsat sukker   

  • Jordbær med sukkerfri mørk chokolade og kokos  

  • Bananis med sukkerfri mørk chokolade og kokos 

  • Dadelkugler  

     

    For eventuel yderligere inspiration:   
    Internettet:  
    https://www.madbanditten.dk/2015/11/01/ideer-til-boernefoedselsdag-med-mindre-sukker/  og  https://www.pinterest.dk/plyngholm/sukkerfri-f%C3%B8dselsdag-i-institutionen/?autologin=true  

    Bog: ”Sukkerfri børnefest” af Ditte Ingemann 

     

    Vi opfordrer desuden til, at man tænker på mængden af medbragt mad til fødselsdagsfejringen. Oftest skal der ikke så meget til.  

    I stedet for mad kan forældrene også tage en lille ting med til børnene. Eller finde på en leg/aktivitet, som personalet kan inddrage i fejringen. Og vi fejrer selvfølgelig børnene, om man har medbragt noget eller ej. 

     

    Vi beder forældrene efterleve gældende regler til fødselsdage i private hjem, hvis arrangementerne ligger i børnehave/vuggestue tiden. Afholder man private fødselsdagsarrangementer udenfor institutionens åbningstid, bestemmer man dog selv. 

     

    Dette afsnit er vedtaget af forældrerådet november 2018.