Kostpolitik

"Små børn skal ikke være ret store, før de lægger mærke til, hvad de får serveret, og hvordan det bliver sat foran dem. Der er vist ingen børn, der er født kræsne, men vi kan hurtigt gøre dem det, hvis vi ikke tager tilberedningen alvorligt.

Det begynder med råvarerne, forsætter under tilberedningen og slutter med serveringen. Hele vejen igennem handler det om kvalitet – og om at gøre sig umage. God mad er ikke kun et spørgsmål om god smag. Det skal også dufte dejligt og se indbydende ud, så det taler til barnets sanser."

(Citat: Søren Gericke)


Måltidet

I vuggestuen spiser børn og voksne sammen, og rammerne omkring måltidet skal være hyggelige.

Vi spiser ved et eller to borde afhængigt af børnefremmødet. De største børn får selv lov til at dække bord, hælde mælk/vand og øse mad op. De mindste børn får også lov til at klare en del selv, dog afhængigt af interesse, tid og sult (er man meget sulten, skal det ofte gå stærkt, og så hjælper den voksne).

Ved at gøre rammerne for måltidet hyggelige, bliver børnene inspireret af hinanden. Småt spisende eller kræsne børn fristes oftere til at prøve noget nyt, når de ser andre nyde maden. Vi presser ingen til at smage eller endsige spise op, hvis de ikke har lyst, men vi opfordrer gerne. Vi tror på, at en rolig og hyggelig atmosfære ved bordet på sigt giver flere og flere af børnene lyst til at sidde længere og spise mere. Derfor vil vi ikke skabe unødvendige konflikter ved at tvinge dem til at blive siddende ved bordet; dog opmuntrer vi til det.

Vi opfordrer børnene til at tage små portioner, da store portioner kan virke for uoverskuelige. Vi tilstræber, at maden præsenteres på en måde, så den fremtræder indbydende og overskuelig. Da maden jo også 'spises med øjnene', mener vi, det er vigtigt, at maden holdes adskilt. Børnene skal kunne se, hvad måltidet indeholder.


Madplanen

Vi har en køkkenmedhjælper ansat 32,5 timer ugentligt, og madplanen bliver fastlagt i samarbejde og dialog med det pædagogiske personale. Vi lægger stor vægt på, at:

  • der bruges gode råvarer til måltiderne (gode råvarer set i forhold til årstidens muligheder)
  • børnenes kost tilrettelægges med udgangspunkt i deres alder
  • vores brød i væsentlig grad er hjemmebagt, dog ikke rugbrød
  • maden overvejende er hjemmelavet (f.eks. brød, tykmælk med blendet frugt, smørepålæg m.m.)
  • søde sager begrænses til et minimum
  • Sundhedsstyrelses anbefalinger om kostsammensætning og ernæring følges
  • der tages hensyn til allergi, religion og lægeordinerede diæter
  • vi holder os orienteret om diverse undersøgelser om små børns kost.

Børnene får tilbudt følgende måltider i løbet af dagen:

Morgenmad Kl. 7.00-7.30
Grød, brød og pålæg
Mad til morgensamling Kl. 9.00
Brød med diverse pålæg, lidt frugt/grønt og vand. Bespisningen til morgensamlingen er ikke et måltid, men kun en snack
Frokost Kl. 10.45
Hen over ugen vil der være en dag med grød eller suppe, en køddag, en grøntsagsdag, en fiskedag og en dag med smør selv-rugbrød med et varieret udvalg af pålæg og grøntsager. Det ligger ikke fast, hvilken dag der f.eks. serveres fisk; det afhænger af vores leverancer
Eftermiddags-
mad
Kl. 14.00
Primært brød/boller, diverse pålæg og frugt/grønt. Indimellem får vi frugtgrød, frugttykmælk eller koldskål serveret med brødtern/rugbrødsklodser/franskbrød/tvebakker. Mælk og vand. På suppe- og grøddage vil eftermiddagsmåltidet være mere solidt p.g.a. den lette frokost
Sen efter-
middagsmad
Allersidst på eftermiddagen kan der være behov for en lille 'haps' og en tår at drikke. Det kan være knækbrød, tvebakker, riskager, frugt, rosiner eller rester fra eftermiddagsmaden. Dertil mælk eller vand

Københavns Kommune har vedtaget, at alle kommunens køkkener skal servere en kost, der som minimum holder en økologiprocent på 75 %. Vuggestuens økologiprocent var ved seneste måling på 96 %. Vores køkken er tildelt en elite-smiley af Fødevarestyrelsen.


Sukkerpolitik

I forhold til børn og sukker har vuggestuen den holdning, at vi ikke forbyder det, men at vi kun anvender sukkerholdige varer ved ganske særlige lejligheder – og da i meget begrænsede mængder.

Værd at vide om kost og måltider